Værkstedshuset holder markedsdag

Sæt x i kalenderen den 14. september kl. 10-15, hvor vi holder markedsdag på teglgrunden.

Der vil være boder fra forskellige udstillere med både godt til ganen, underholdning, lopper og spændende kunsthåndværkere.

I løbet af sommeren løfter vi sløret for det endelige program og de forskellige udstillere.

Vi glæder os til, at se jer.

 

 


Har du købt dine julegaver?

Julen nærmer sig og gaverne skal i hus. Leder du efter den unikke smukke gave til dem du holder af, så er der masser af muligheder for, at finde den hos os.

Værkstedet holder ikke julestue i år men til gengæld kan du besøge vores butik i hverdagene mellem kl. 8.30 -15.00.

Du kan også besøge vores stand på Gentofte Rådhus julemarked torsdag den 30. november kl. 11.00-17.00.


Høstmarked i Øregårdsparken

Missede du vores salgsbod på Kultur der dur så fortvivl ikke!!! Søndag den 3. september har vi som noget nyt bod på Øregaards Høstmarked fra kl. 11.00-16.00 Markedet foregår i Øregårdsparken og vi har et godt og blandet udpluk af vores fineste produkter med. Udover Værkstedshuset vil der være andre boder med kunsthåndværk og der vil være mulighed for, at høre om Vilde haver, grønne vækster og meget mere. For børn vil der være aktiviteter på spejlscenen. Øregård museum har inviteret os da vi har et samarbejde hvor vi laver æsker bøger og andet af deres overskud kunstplakater til deres butik. Vi glæder os til at se jer.


Vores skønne arbejdsfællesskab er nu også et cykelfællesskab

Foråret er over os. Vi har fundet cyklerne frem og tilmeldt Værkstedshuset til cyklistforbundets konkurrence ¨Vi cykler til arbejde¨.  Nu er vi et hold på 11. Vi satser på, at flere bliver fristet til også, at finde cykel og hjelm frem. Kampagnen løber hele maj måned, hvor vi dagligt krydser af når vi cykler og tæller kilometer sammen: Vi håber, at  vi kan vinde de fede præmier.  Dejlig start på en forhåbentlig lysere og varmere tid, hvor der er medvind hele vejen. Vi ses derude...


Værkstedshuset bygning

Gentofte Håndarbejdsværksted skal støves af

Det beskyttede værksted for borgere med varig funktionsnedsættelse har netop kunnet fejre sit 60-års jubilæum, og det er tid til et opgør med organisationens forældede image. 

Fra årsskiftet har det beskyttede værksted, som huser 31 værkstedsmedarbejdere og 7 personaler, derfor skiftet navn til Værkstedshuset, og det konservative look er skiftet ud med et visuelt udtryk, der understreger, at der er plads til forskellighed, udvikling og kreativ frihed.

”Selvom vi fejrede 60-års jubilæum i sommers, er vi ingenlunde gamle og stive, og vi glæder os til at vise omverdenen, at vi er meget mere end et håndarbejdsværksted”. - Lene Egekær, Leder hos Værkstedshuset.

Mere end et håndarbejdsværksted
En af dem, der nu skal kalde sin arbejdsplads noget andet er Jonas, som har sin daglige gang i værkstedet. For 4 år siden arbejdede han på et andet beskæftigelsestilbud, men blev anbefalet Værkstedshuset af sin rådgiver til et møde på bostedet.

 Jeg tænkte først om navnet Gentofte Håndarbejdsværksted, at det var rent håndarbejde.” fortæller Anette, som er mor til jonas. Men i dag designer han både tryk til tekstilværkstedet og laver bestillingsarbejde for andre virksomheder i montageværkstedet. Jonas’ mor fortæller endvidere: “Han har noget meningsfuldt at give sig til hver dag, og det har givet ham mere livsglæde og livsindhold”.

Fra nål og tråd til digitalt design
Gentofte Håndarbejdsværksted startede i 60’er som et pionerprojekt for udsatte grupper. Gertie Wandel, der var en stærk lokalpolitisk profil i Gentofte, ønskede, at give fysisk- og psykisk handicappede mulighed for at blive oplært i håndværk af høj kvalitet. I samarbejde med Håndarbejdets Fremme og Gentofte Kommune igangsatte hun værkstedet som en del af flere sociale tiltag for målgruppen.

 I dag tilbyder værkstedet ikke kun aktiviteter med fokus på den enkeltes udvikling af håndværksmæssige kundskaber men også på medborgerskab, bæredygtighed, sundhed og social deltagelse. De enkelte værksteder er også blevet fornyet, og IT spiller en væsentlig rolle i eksempelvis design af postkort og andre grafiske tryk.

Fejret med reception
1. februar kl. 15-17 afholdes en reception i Værkstedshuset (Teglgårdsvej 21A, 2920 Charlottenlund), hvor personale, værkstedsmedarbejdere, pårørende, repræsentanter fra kommunen og andre interesserede bydes velkommen til fejring af overgangen.

På dagen fik vi besøg af Villabyerne. Læs deres fine artikel her.